Sådan undgår man sportslige selvmål

Læs historien om drømmen, der gik i opfyldelse, da en gammel efterskoleelev havde en drøm om at kombinere sin brændende interesse for badminton med et effektivt fagligt ophold på en dansk efterskole. Sådan forhindrer man et selvmål i stor stil.

 

OL 1996 i Atlanta, USA. Jeg sad som 14-årig foran tv-skærmen hjemme i Randers og var øjenvidne til blandt andet de danske håndboldpigers guldtriumf. Dog var det en anden dansk super-atlet, der fangede min opmærksomhed. En atlet med stort talent og ren vinderinstinkt. En ”stædig-som-et-muldyr-angrebsspiller” med en Guds gave: At drive modstanderen rundt på banen med sine fantastiske maskeringer.

Hvad var jeg så vidne til?

Jeg var vidne til dansk historieskrivning, da badmintonspilleren Poul-Erik Høyer, som den første danske badmintonspiller nogensinde, vandt en OL-guldmedalje i stor stil. Oplevelsen af at se Poul-Erik Høyer på podiet med guld om halsen og ”gold” skrevet med tusch på panden, fik mig til at tænke på fremtiden. Jeg ville også være en ligeså cool fyr som Poul-Erik Høyer, fordi det, der nok vækkede min største opmærksomhed, var hans enestående og altid sjove jubelscener.

 

Finalejublen mod kinesiske Dong Jiong bar præg af en fræk dans, men det var især jubelscenen i semifinalen, hvor han river sin trøje i stykker i ren glædesrus, der fik mig op af stolen. Et øjeblik, som jeg aldrig kommer til at glemme. Øjeblikket foran tv-skærmen sammen med mor og far hjemme i Randers.

LÆS OGSÅ: To storebæltsbroer for konkurrencens skyld

Ledet af rent instinkt tog jeg en hurtig beslutning. Jeg ville være som Poul-Erik Høyer: En ”allround” badmintonspiller med talent og humør. Med flair for spillet og med flair for underholdende jubelscener til stor fornøjelse for tilskuere.

 

Det var dog ikke i tråd med mine fremtidige drømme. Som 14-årig var nok lidt foran mine jævnaldrende, fordi jeg var meget bevidst om, hvad jeg skulle i fremtiden. Jeg skulle være læge, men med Poul-Erik Høyers fantastiske display i tankerne, gik det op for mig, at jeg var nød til at finde en måde at kombinere badminton med faglig undervisning.

 

Denne effektive cocktail fandt jeg på et efterskoleophold. Mor og far var i den grad ikke imponeret, fordi jeg altid havde snakket om at tage en uddannelse som læge. De tænkte, at et efterskoleophold ville forlænge min uddannelsestid, og samtidig frygtede de, at det sociale på efterskolen kom til at gå ud over det faglige.

LÆS OGSÅ: Arbejder du ikke med SEO

Jeg var stædig som et teenager-æsel. Jeg var ligeglad. De skulle acceptere min drøm om at kombinere badminton med faglig undervisning på efterskole. Jeg var klar på at stå på egne ben og give badminton en chance. Og fortryder jeg det i dag? Overhoved ikke.

 

På efterskolen lærte jeg at være just den badmintonspiller, jeg ønskede at være. Sammensat af taktisk forståelse for spillet og humoristisk underholdning, hvor Poul-Erik Høyers jubelscene selvsagt blev kopieret både under træning og i adskillige turneringer til megen stor irritation for mine forældre, da de var nød til at købe 10 nye træningstrøjer til mig hver måned.

 

I dag er min drøm gået i opfyldelse. Jeg er uddannet læge, og det er blandt andet takket være den effektive cocktail af faglighed og fællesskab på efterskoleopholdet, som accelererede min faglige og personlige udvikling. Jeg valgte ikke at gå i Poul-Erik Høyers fodspor og blive professionel badmintonspiller, men jeg mødes stadig med mine venner fra efterskolen hver anden weekend for at spille badminton og kopiere Poul-Erik Høyers ikoniske jubelscener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *